Skumringstimen er hjertet i litteraturugen,
hvor vi oplever fællesskab og sammenhold.
Når novembermørket sænker sig, og dagene bliver korte, samles mennesker i hele Norden til en stille, men stærk tradition: Skumringstimen.
Med stearinlys på bordet og udvalgte tekster på programmet bliver vi en del af et fællesskab, der rækker langt ud over kommune- og landegrænser.
Skumringstimen er nemlig hjertet i Nordisk Litteraturuge, der siden 1997 har forenet læsere i de nordiske lande og Baltikum. Litteratur skaber sammenhold, og netop “Sammenhold” er temaet for Nordisk Litteraturuge 2025.
Fortælling binder os sammen – Nordisk Litteraturuge blev født i 1997 på initiativ af Foreningerne Norden og Nordisk Ministerråd for at styrke sproglig og kulturel samhørighed. Ideen var enkel og visionær: At mennesker i alle nordiske lande på samme tid skulle lytte til den samme tekst. Oplæsningen skaber en følelse af nærvær, et litterært øjeblik, der er både lokalt og grænseløst.
Siden er Nordisk Litteraturuge vokset til en folkelig begivenhed med flere end 2.000 arrangementer årligt. Skoler, biblioteker og foreninger deltager, og både børn, unge og voksne får mulighed for at opleve nordiske forfattere i nye sammenhænge. Tematikkerne har spændt vidt: Fra natur og identitet til eventyr og migration, men altid med fokus på de fortællinger, der binder os sammen.
Litteratur er noget, man kan dele – Skumringstimen er ugens højdepunkt. Her læses en udvalgt tekst højt overalt i Norden, mens tusindvis af levende lys bliver tændt. Det skaber et øjeblik af stille fællesskab, hvor man mærker, at litteratur ikke kun er noget, man læser alene, men også noget, man kan dele.
Traditionen har givet tusinder oplevelsen af at høre og dele litteratur på en måde, som appellerer til både unge og gamle, læsevante og nybegyndere.
Skumringstimen er ikke elitær – den er en påmindelse om, at fortællinger lever mellem højtlæser og lytter.
I 2025 inviterer Foreningen Norden Aalborg igen til Skumringstime, hvor vi lader ordene binde os sammen. Det kræver ingen forudsætninger at deltage, kun nysgerrighed og lysten til at lytte.
LÆS MERE: Skumringstime i Foreningen Norden Aalborg – 12. november 2025 kl 17.30-21.00
Årets tekst er et uddrag af norske Jon Fosses roman Andvake.
Jon Fosse er født i 1959 og har et stort prisbelønnet forfatterskab, som er oversat til mange sprog. I 2015 fik han Nordisk Råds Litteraturpris for trilogien ’Andvake’, ’Olavs drømme’ og ’Kveldsvævd’. I sine noveller skriver han om det svære i livet på en let måde.
Forfattermøde – Som en ekstra bonus, skal vi i årets Skumringstimen i Aalborg desuden møde den nordjyske forfatter Jette Dige Koros, der i 2024 debuterede med romanen “Sådan én har ræven skidt.”
Jette Dige Koros (f. 1962) er uddannet i kunsthistorie fra Københavns Universitet og i dansk og uddannelsesstudier fra Islands Universitet. Hun har forfattet undervisningsbøger i dansk som fremmedsprog i Island og igennem mange år har hun undervist i dansk på gymnasialt niveau i Island. I dag skriver hun på fuld tid.
Om Nordisk Litteraturuge
- På initiativ af Foreningerne Norden og Nordisk Ministerråd er Nordisk Litteraturuge afholdt årligt siden 1997 med bl.a. højtlæsning for børn og voksne.
- I 2025 holdes ugen 10.–16. november med temaet “Sammenhold i Norden.”
Temaet er valgt i lyset af aktuelle udfordringer i Norden og verden og markerer Nordens unikke kulturelle og historiske mulighed for at styrke fællesskabet på tværs af grænser. - Højtlæsningsbøger i 2025:
- Morgengry (børn): “En hund, en kat og en mus” af færøske Bárður Oskarsson (2004). Bogen fejrer forskelligheder og viser, hvordan uenighed kan overvindees gennem dialog og forståelse.
- Skumringstime (voksne): “Andvake” (2007) af norske Jon Fosse. Romanen fokuserer på et ungt pars kærlighed og udfordringer i adskillelse i kontrast til varme og trofasthed – som en moderne, intens kærlighedshistorie med strejf af et juleevangelium.
