Svensk kunst og kultur har en særlig evne til at forene ord og musik – fra de dybeste poetiske tanker til de mest jordnære viser.
To skikkelser står som symboler på hver sin ende af dette spektrum: Digteren Edith Södergran og visesangeren Cornelis Vreeswijk. De levede i forskellige tider og verdener, men begge brugte sproget som våben og redning – og satte aftryk, der stadig mærkes i dag.
I februar kan du opleve de to kunstneres værker i Foreningen Norden Aalborg, der er gået sammen med Folkekirkens Hus i Aalborg om to arrangementer.
Cornelis Vreeswijk
– ballademageren med hjertet på rette sted
Cornelis Vreeswijk var en kunstner, der ikke lod sig putte i boks. Født i Holland i 1937, opvokset i Sverige fra 12-årsalderen, blev han en af de mest markante og elskede visesangere i nordisk kultur. Med sin ru stemme, sit skarpe blik for samfundets skævheder og en uforlignelig blanding af poesi og gadetone skabte han et univers, der stadig rammer publikum i hjertet.
I 1960’erne dukkede Cornelis op på den svenske visescene, hvor navne som Evert Taube og Fred Åkerström dominerede. Men hvor de gamle mestre sang om søfart og romantik, bragte Cornelis hverdagen ind i visen – med alle dens sprækker, længsler og sociale kontraster. Han skrev om drankere, ludere, tabere og drømmere – og gav dem værdighed og stemme. ”Somliga går med trasiga skor” blev en slags hymne for dem, der faldt udenfor, og samtidig et stykke samfundskritik pakket ind i melankolsk poesi.
Cornelis’ pen var skarp, men hans humor varm. Han blandede jazz, blues og latinrytmer med svenske ordspil og folkelige billeder. Bag de bidske kommentarer lå en dyb medmenneskelighed og kærlighed til sproget. Han kunne være både oprører og romantiker – ofte i samme vers.
Privat kæmpede han med alkohol og et turbulent liv, som pressen fulgte tæt. Men på scenen forvandlede han kaos til kunst. Hans fortolkninger af Bellman og Taube blev legendariske, og hans egne viser lever videre gennem nye generationer af musikere.
Da han døde i 1987, kun 50 år gammel, havde han skrevet sig ind i både svensk og nordisk musikhistorie. Cornelis Vreeswijk var en outsider, men også en folkehelt – en poet for de glemte og en stemme, der stadig synger om retfærdighed, kærlighed og livet, som det virkelig leves.
CORNELIS – et cabaretportræt, 10 februar 2026
Edith Södergran
– modernismens nordiske pioner
Da Edith Södergran udgav sin første digtsamling “Dikter” i 1916, var det som at åbne et vindue i et kvælende rum. Den unge svensk-finske kvinde, der voksede op i den lille russiske grænseby Raivola, bragte en ny tone til nordisk poesi; fri, stolt og gennemlyst af en moderne kvindes stemme.
Södergran skrev på svensk, men hendes verden var europæisk. Hun var uddannet på en tysksproget skole i Sankt Petersborg, læste Nietzsche, Heine og fransk symbolisme, og hun lod sig inspirere af billedkunst og filosofi snarere end af den nordiske tradition. I hendes digte findes ingen folkelig naturlyrik eller sentimental romantik, men visioner, symboler og stærke erklæringer om selvstændighed og åndelig frihed.
”Jag är ingen kvinna. Jag är ett neutrum.” skrev hun i et af sine mest citerede digte – et oprør mod de snævre kønsroller og et vidnesbyrd om et menneske, der insisterede på at definere sig selv. Hendes stemme var både sårbar og majestætisk, fuld af længsel efter livets højder, men tynget af sygdom og isolation.
Tuberkulosen fulgte hende gennem hele livet, og hun døde kun 31 år gammel i 1923. Alligevel nåede hun at forandre nordisk litteratur for altid. Hendes digte banede vejen for modernismen i Norden, og hendes billedsprog og rytmiske frihed inspirerede senere forfattere som Gunnar Ekelöf, Karin Boye og Inger Christensen.
Efter hendes død fandt man i hendes breve og noter et menneske, der trods sygdom og ensomhed havde en ukuelig tro på kunstens kraft. ”Min själ är en eld, som ingen kan släcka,” skrev hun. I dag står Edith Södergran som en af Nordens mest banebrydende stemmer – en digter, der turde skrive sig fri af sin tid og blive tidløs.
Stina Ekblad og Anne Kruse Trio med Södergrans digte, 27. februar